Truslen i luften

Få minutters flyvetid fra Stevns stod Warszawapagtens enorme flystyrker parate. I tilfælde af en krig kunne de hurtigt nå bombemål i Danmark, og man havde derfor kun kort tid at reagere i.

Der blev konstant ordnet og trænet, forberedt og overvåget i luftforsvarsbatterierne på Stevns. Det var ikke uden grund. Få minutters flyvetid væk stod verdens største luftvåben: Warszawapagtens parat i tilfælde af en krig.

Sovjetunionen udviklede gennem den Kolde Krig et kæmpemæssigt luftvåben, som kunne bombe et hvilket som helst sted i verden indenfor 24 timer.  Bombeflyene i det strategiske beredskab stod altid klar til start, hvis de ikke allerede var på vingerne med deres last af atomvåben.

Warszawapagten havde samtidig store flystyrker af bombemaskiner og helikoptere, som kunne støtte en krig på landjorden: Den såkaldte taktiske styrke, som stod klar på flybaser langs Østersøkysten.

På Stevns ville man i en krig skulle forholde sig til begge dele. Først ville de strategiske bombefly overflyve Stevns på vej mod mål i Danmark og eventuelt England. Derefter ville de taktiske fly komme og forberede og støtte en invasion på Sjælland.

Men allerførst var det Warszawapagtens plan at sende ældre polske jagerfly ind over Stevns. De skulle tiltrække sig alle de danske missiler, så de rigtige flystyrker bagefter kunne få fri bane, når de danske batterier var løbet tør for ammunition. Den havde man luret på Stevns.

Galleri

Andre historier fra Kalklandet