Truslen fra øst

Overfor det danske forsvar stod en frygtindgydende mulig angrebsstyrke fra Warszawapagten. Mere end 60.000 soldater fra Polen, Østtyskland og Sovjet var klar til en landgang i Faxe Bugt.

Skulle man få øje på truslen om en landkrig fra øst, skulle man se ud over havet på Stevns. Det var fra søsiden og fra luften, at Warszawapagten planlagde at landsætte de 60.000 soldater, som skulle besætte Sjælland i tilfælde af en krig.

Både i øst og vest forventede man, at 3. Verdenskrig mest ville blive udkæmpet til lands mellem enorme hærstyrker i Centraleuropa. Warszawapagtens hovedangreb ville gå gennem den midterste del af Tyskland og ud mod Atlanterhavet.  Her håbede man at kunne nå frem på bare 12 dage.

For at forhindre, at NATO kunne lave et modangreb nordfra, måtte Warszawapagten også lave en afstikker til Danmark med et angreb op igennem Jylland. Og for at sikre gennemsejlingen fra Østersøen planlagde man et angreb mod Sjælland og Lolland-Falster med en stor landgang i Faxe Bugt.

Landgangen ville  starte med et kæmpe bombardement af strandene og af Stevnsfort – eventuelt med krigsgas eller med atomvåben. Herefter ville landgangsfartøjer, fly og helikoptere landsætte en kæmpe styrke på strandene og i baglandet. Man forventede på bare to dage at kunne sikre sig hele Sydsjælland og øerne.

Denne operation øvede sovjetiske, polske og østtyske marinesoldater igen og igen på strandene i Østtyskland – mindre end 100 km fra Stevns. Landgangsfartøjerne og al den militære udrustning lå klar i de polske og østtyske havne.

Galleri

Andre historier fra Kalklandet