Stevnsfort – Fredskasernen

Man overvejede at bygge Stevnsforts kaserne i undergrunden. Af hensyn til soldaterne byggede man den dog over jorden. Kasernen blev midlertidigt hjem for 12-14.000 soldater i løbet af Den Kolde Krig.

Seks mand i hvert rum fordelt alfabetisk efter efternavn. Mange nye rekrutter oplevede pludselig at stå i et lille rum med køjesenge i 3 etager sammen med 5 vildt fremmede mænd, som de skulle dele hjem med i det næste års tid.

Kasernelivet blev hverdag for millioner af unge mænd i både øst og vest under Den Kolde Krig. De mange værnepligtige i de nye store kæmpehære måtte rejse hjemmefra, ofte til en anden by , et andet land eller måske til en helt anden verdensdel for at tjene som soldater. Det samme skete i Danmark, og på bare 12 år, fra 1949-61, byggede dansk forsvar ikke mindre end 46 nye kaserner over hele landet.

Da man byggede Stevnsfort 1953-56 overvejede man at bygge kasernen i undergrunden. Det ville have været billigere, og som følge af det enorme boom i byggeriet i starten af 1950’erne, var der samtidig akut mangel på  byggematerialer. Hensynet til soldaterne sejrede dog, og i 1953-54 byggede man en helt ny kaserne. Kasernen var meget anderledes i sin konstruktion end traditionelt dansk kasernebyggeri, da den var i én etage med en høj tagrejsning og bygget i gule mursten.  Det var hurtigt, billigt og effektivt typehusbyggeri.

Kasernen var i brug frem til 2000, da Stevnsfort lukkede. Den er ikke blevet ændret meget og rummer i dag en sikret ungdomsinstitution.

Læs hele historien

Andre historier fra Kalklandet