Krigen til søs

Danmarks yderste frontlinie i Den Kolde Krig lå langt ude i Østersøen. Skibe, søminer og forterne skulle forhindre Warszwapagten i at sejle frit gennem dansk farvand eller invadere Sjælland.

Fra Stevns kunne man se alt, hvad der bevægede sig gennem Øresund ind og ud af Østersøen. Og fra Stevns kunne man alarmere resten af NATO, hvis Warszawapagten begyndte at sende sine krigsskibe ud af Østersøen. Det kunne være optakten til en krig.

Verdenshavene fik i løbet af Den Kolde Krig en større og større betydning som én af de mulige slagmarker i en krig mellem øst og vest. Fra Atlanterhavet kunne sovjetiske ubåde skyde atommissiler mod USA. Tilsvarende kunne USA angribe Sovjets vigtige havne i Ishavet eller i det fjerne østen. NATO var samtidig afhængig af, at USA og Storbritannien kunne sejle forstærkninger til Europa. I 1960’erne og 1970’erne opbyggede begge sider derfor enorme flåder, som kunne kæmpe om herredømmet på verdenshavene.

Næsten 80% af Warszawapagtens flåde lå i Østersøen. Skulle den kunne sejle på verdenshavene måtte den sejle gennem de danske farvande for at komme ud. Det placerede Danmark i en meget vigtig strategisk position. Og særligt Stevns og Langeland kom til at ligge i NATO’s forreste frontlinie mod øst.

Langs Stevns Klint byggede det danske søværn derfor en hel kæde af observationsposter, og man byggede Stevnsfort, der kunne lukke for gennemsejlingen af Øresund.

Galleri

Andre historier fra Kalklandet