Krigen til lands

I sidste ende afgøres krige altid af den enkelte soldat på jorden. En krig mellem øst og vest ville ikke blive anderledes. På begge sider opstillede man enorme hære, som skulle føre det afgørende slag.

Hele Sydsjælland ville blive omdannet til en slagmark i tilfælde af et angreb på Danmark fra Warszawapagten. Den danske hær havde ingen chancer for at standse en fremmarch, men man kunne forsinke den ved at forsvare eller sprænge broer og veje.

I både øst og vest var det en fast del af det militære koncept, at en krig skulle udkæmpes på landjorden. De to blokke opbyggede derfor kolossale hærstyrker, der var mobile og hurtigt kunne rykke frem. I 1987 havde den sovjetiske hær permanent 2,4 mio. soldater, mens den amerikanske var på 1,8 mio. mand.

Den danske hær havde i 1987 en krigsstyrke på knap 100.000 mand, når man havde mobiliseret hele styrken og genindkaldt alle. Det var en beskeden styrke, og den danske hær skulle tilmed kæmpe på to fronter. En del af Hæren skulle forsvare Sjælland i tilfælde af en invasion. Hovedparten af hæren skulle dog kæmpe sammen med Danmarks allierede i NATO i Nordtyskland.

Gulborgsundbroen blev under øvelsen i 1982 hurtigt løbet over ende. Bare 4 timer senere stod ”fjenden” på Stevns, og den blev først slået tilbage, da der blev givet grønt lys for anvendelsen af atomvåben. Den danske styrke mistede i øvelsen 52% af sit mandskab.

Læs hele historien

Andre historier fra Kalklandet