Eskadrille 541

Ved Stevnsfort byggede Flyvevåbnet i 1984 endnu en missil-base til at bekæmpe angribende fly med kurs mod Danmark. Frem til 2000 var Eskadrille 541 klar til kamp med minutters varsel; døgnet rundt.

Flyvevåbnets Eskadrille 541 havde indtil 1984 en lidt eksotisk placering. Den havde nemlig været opstillet på Middelgrundsfort midt i Øresund. Middelgrundsfort var bygget som en del af Københavns Befæstning i 1890-94 og var faktisk verdens største kunstige ø. I en moderne krig var den bare ikke den ideelle base for et mobilt luftværns-batteri.

Eskadrille 541 var den sidste af de tre luftværns-batterier, der blev opstillet på Stevns. Eskadrillen kom først til området ved Stevnsfort i 1984. Her blev den indkvarteret i en del af fortets kaserne, og missiler og radarer blev opstillet i et nyt område ved selve fortet.

Ligesom de to andre luftværnsbatterier på Stevns havde Eskadrillen en overvægt af professionelle soldater, og mange valgte at bosætte sig i lokalområdet med deres familier. Samtidig fungerede eskadrillen som uddannelseseskadrille, og alle der skulle uddannes i at anvende HAWK-systemet blev sendt til Stevns på et længere kursus. Ikke mindre end 2.800 soldater fra Flyvevåbnet nåede i de 16 år fra 1984 til 2000 at gøre tjeneste ved eskadrillen på Stevns.

I 2000 var det imidlertid slut. Den Kolde Krigs ophør betød, at truslen ikke længere var den samme. Eskadrille 541 flyttede til Skalstrup ved Roskilde og blev nedlagt i 2004 sammen med de andre dele af luftforsvaret.

Læs hele historien

Andre historier fra Kalklandet