Skovens Dag på Hovby Eng

Søndag den 4. maj blev informationsportalen på Hovby Eng i Faxe relanceret ved et arrangement afholdt af naturvejlederen og en gruppe frivillige formidlere i Faxe.

Turen begyndte kl. 11.00 i skønt men blæsende forårsvejr ved Sundhedscenteret i Faxe. Det første stop på ruten var Rosenkilden, også kendt som Sct. Hans Kilde, hvor der var spændende fortælling om den i fortiden så berømte kilde. 

Herfra gik turen til Hovby Eng, hvor de fremmødte blev indviet i den trådløse informationsportal, der formidler natur og kultur på engen. På skift var gruppen der talte 22 personer afsted på enten guidet vandretur på stien eller prøvede den ny informationsportal.

På den 1,4 km lange sti, blev der fortalt om kvæget, fårene og naturen på mark og i skov, samt om kilden i skoven hvor Hans Nielsen, også kendt som ”Puthans”, havde øldepot. Et depot af øl der hang nede i den kolde kilde og gjorde lykke på en varm sommerdag.

Efter den guidede tur var Faxe Kommune vært ved en kop kaffe og the, samt vand og sandwich, og kl ca. 14.30 sluttede Skovens Dag på Hovby Eng.