Kulturnat på museet i Haslev

Fredag den 26. september er der kulturnat i Haslev – også på museet, der har åbent fra kl. 18-22. 

Kulturnat 2014 bliver endnu et år, hvor Haslev Museum åbner dørene for de gode gammeldags traditioner.

Ostemadder og musik

I museumshaven tilbyder JETTES KRO atter lækre og altid populære gammeldaws´ ostemadder med rugbrød, fedt og stærk ost, mens Hyllede Bryggerlaug byder museets besøgende på de hjemmelavede smagsprøver af øl, vin og mjød. Hele aftenen vil museet derudover summe af musik fra de festlige Haslev Musikanter – og rundt omkring vil vores flittige kliplersker, brodøser og kunsthåndværkere fremvise et væld af stolte gamle håndværkstraditioner. 

Knipling og træsnit

Mens de dygtige damer viser børn og voksne, hvordan man fremstiller broderi og knipling, demonstrerer Jørgen fra Dalby Husflid kunsten at arbejde med træsnit, og formentlig øser han også ud af sine sjove anekdoter fra ”tidens gang i Haslev by”. 

I skole som i gamle dage

Fordi det netop i år er 200-året for indførelsen af 7 års skolepligt i Danmark, spoler museets skrappe skolefrøken tiden tilbage, og tager børn og voksne med på en tidsrejse tilbage til ”dengang farfar var dreng”, hvor man kan opleve, hvordan nutidens interaktive tavler, I-pads, stiftblyanter og hæve/sænkeborde tidligere bestod af skiftertavler, grifler og kuglerammer og hårde skolepulte. 

Smeden på arbejde

Foran Haslev Museum spoler også beslagsmeden tiden tilbage og fremviser det ædle, men temmelig anstrengende gamle håndværk – at håndsmede hestesko med sin hammer, ambolt og glødende esse.

Traditionen tro, udkommer der et nyt nummer af den populære avis HASLEVITTEN, der på dette års kulturnat vil være et sandt skatkammer af unikke billeder og historier fra folkeskolerne i den tidligere Haslev Kommune. 

På Haslev Museum krydser vi alle fingrer for godt septembervejr – for så dukker Jens nemlig op med hest og vogn foran museet, hvor han tilbyder en herlig tur i hestevogn rundt i byen.  

  • Haslev Museum holder kulturnatsåbent kl. 18-22