Jagten gennem historien på Stevnsfort

Stevns Kommune og Koldkrigsmuseum Stevnsfort inviterer børn og voksne til det store motions- og kulturevent Jagten gennem historien. Det er fredag den 23. maj kl. 17-21.

Igen i år er der Jagten gennem historien på Koldkrigsmuseum Stevnsfort med aktiviteter for hele familien uanset alder.

  • Kl. 17-20: Find spor efter spionage

Der er familieløb, hvor der skal findes spor efter spionage. Året er 1984, og på stranden syd for Stevnsfort er der fundet en snorkel, noget fra en dykkerdragt og en cigaretpakke med polsk tekst. Børn og voksne skal nu på patrulje for at lede efter flere spor og finde ud af, om der er spioner på spil. Familieløbet, der varer en times tid, arrangeres af Koldkrigsmuseum Stevnsfort i samarbejde med HJVE 231, HJVK Stevns, Stevns Fødevarenetværk og Hjerteforeningens Motionsklub, Stevns. De sidste sendes afsted på familieløb kl. 20.

  • Kl. 17-21: Løb orienteringsløb

​Man kan også løbe orienteringsløb på tid. Man får pulsen op og skal tænke hurtigt, når man udstyret med et orienteringskort over Stevnsfort skal finde vej rundt i terrænet. Løbet er arrangeret af Herlufsholms Orienteringsklub.

  • Kl. 17-21: Flere aktiviteter for børn og voksne

Hele aftenen kan man også deltage i:

- Spionworkshop: skrive kodesprog, tale spionsprog og aflytning.
- Flyspil: spil flykort og forsøg at erobre Sjælland
- Kom uskadt gennem farezonen
- Følebane for de mindste
- Se film om Den Kolde Krig
- Høre overinspektør Thomas Tram Petersen fortælle om spionage under Den Kolde Krig
- Man kan downloade Stevns Klint App til sin smartphone via gratis WIFI og spille sabotagespil, læse artikler og se film om Stevns under den Kolde Krig.

  • Kl. 17-21: Køb lokalt produceret mad

Melder sulten sig, kan man købe lækre specialiteter i Stevns Fødevarenetværks ”Pop-up spisested” til fornuftige priser. Stevns Fødevarenetværk og Kokken fra Livsnyder & Bonderøv Jens Hansen står for menuen på hel, grillet Stevns Antonius gris med råstegte kartofler med vilde urter fra fortet, lækre salater fra Stevns, Stevns Herrefort okseburger, koldkrigspølser og håndskårne pommes frites med hjemmerørt kryddermayo. Til dessert er der softice med toppings af stevnske specialiteter og sirupper. Så behøver man ikke tænke på at lave aftensmad den dag.

Køb billet

Man kan købe billetter på forhånd på via http://www.jagtengennemhistorien.dk/ eller ved indgangen. Pris: Voksen 50 kr. - Barn (6-17) 25 kr. - Barn (0-5) gratis.

Man kan også tage på guidet tur i det underjordiske fort og høre fortællinger om Den Kolde Krigs spioner. Turen varer cirka 1 time og koster 50 kroner. Sidste tur sendes afsted kl. 19.40. Billetter til en guidet spiontur i undergrunden kan købes i museets velkomstbygning.

Baggrund

  • Stevns Kommune deltager i Kultursamarbejdet Metropol Øresund, og arrangementet er en del af projekt KOMON, som i 2013 blev omdøbt til Jagten gennem historien. Målgruppen er hovedsageligt børnefamilier, men der er noget for alle aldersgrupper. 
  • Jagten er et orienteringsløb, der blander motion med historie. Du kan vælge mellem i alt 15 forskellige løb, som finder sted i bunkere, klostre, på museer og slotte på Sjælland.
  • Jagten er arrangeret af 13 kommuner i samarbejde med Dansk Orienterings-Forbund og Golden Days. Læs mere på www.jagtengennemhistorien.dk.