Foredrag: På dinojagt i Danmark

Nogle af de få spor efter dinosaurer, der findes i Danmark, har Geomuseum Faxes museumsinspektør og palæontolog Jesper Milàn været med til at finde. Tirsdag den 6. januar kl. 17-19 fortæller museumsinspektøren om dinosaurfund i Danmark.

Museumsinspektør og palæontolog Jesper Milàn fortæller tirsdag den 6. januar kl. 17-19 om danske dinosaurfund på Geomuseum Faxe. Han er blandt dem, der har bidraget mest til udforskningen af de danske dinosaurer og fandt blandt andet de første forstenede dinosaurfodspor i 2004. Siden har han beskrevet mange flere lokaliteter på Bornholm, hvor der er forstenede fodspor og forstenede ekskrementer fra dinosaurerne.

I Danmark er det nemlig kun på Bornholm, at man kan være heldig at finde spor efter dinosaurer. Stort set hele Danmark lå nemlig under havets overflade i hele den 150 millioner år lange tidsperiode, hvor dinosaurerne herskede på landjorden. Men Bornholm var dengang en del af kyststrækningen af dette hav, og derfor har man fundet spor efter dinosaurer her. 

Siden fundet af en tand fra en lille rovdinosaur på solskinsøen i år 2000, er det gået stærkt. Alle geologiske lokaliteter, hvor jordlagene og klipperne har den rigtige alder, er blevet undersøgt grundigt, og man kender nu tænder og forstenede fodspor fra mange typer dinosaurer: Lige fra de store langhalse der har været omkring 20 meter fra hoved til halespids, mindre stærkt pansrede planteædere, til små og mellemstore rovdinosaurer. 

Alt dette fortæller Jesper Milàn, der også har gravet efter dinosaurknogler og fodspor i blandt andet Portugal, USA, Tyskland, England og på Grønland, om den 6. januar kl. 17-19.

Hvor? Geomuseum Faxe – Østervej 2 – 4640 Faxe

Hvornår? Tirsdag den 6. januar kl. 17-19

Pris Voksne 45,- Pensionister 35,- Børn (0-17) gratis

 

Jesper Milàn ved luffen fra en svaneøgle. Billedet er taget i Grønland.