Kontaktpersoner

Østsjællands Museum

Museumsdirektør Tove Damholt, 2536 4606
Projektleder Thomas T. Pedersen 2924 6489

Kontaktperson i Nordea-fonden

Kommunikationschef Tine Wickers, 2840 8480

Stevns Klint bliver digital

9. oktober 2012: Østsjællands Museum har med støtte på 6 mio. kr. fra Nordea-fonden udviklet et formidlings- og vidensunivers, der med skilte, web og ikke mindst en mobil-app kan berige en tur til den smukke Stevns Klint.

Formidlingen sker med respekt for landskabet og gør det både lettere at finde til Stevns Klint og rykker samtidig alle de gode historier ud lige der, hvor de hører til. Stevns Klint er kandidat til UNESCO verdensarv og ligger kun en times kørsel syd for København.

Kulturminister Uffe Elbæk indvier projektet 10. oktober 2012 kl. 10.

”Det er et mål med den nye formidling at fortælle de mange historier på stedet, hvor de hører hjemme, uden samtidig at ødelægge fornemmelsen af en uspoleret natur- og kulturperle i verdensklasse” fortæller museumsdirektør Tove Damholt.

Asteroide, dinosaurer og Kold Krig

Stevns Klint er kandidat til verdensarvslisten, fordi den ganske enkelt er det bedste sted i verden at se lag fra dengang, en asteroide ramte jorden, og udslettede halvdelen af alle dyrearter, heriblandt dinosaurerne. Stevns Klint er ikke alene en naturperle i verdensklasse, den rummer også middelalderkirken på randen af afgrunden og det underjordiske koldkrigsanlæg Stevnsfort, som er et monumentalt spor fra Den Kolde Krigs frygt for verdensomspændende atomkrig.

Fakta om den nye app

  • Den nye app er gratis og kan downloades fra App Store og Google Play. Derudover kan den hentes gratis fra wifi hotspots opsat ved udvalgte steder langs klinten.
  • Når den nye app er downloadet, indeholder den det materiale, man som gæst skal bruge til at planlægge sit besøg og finde rundt ved Stevns Klint. Det betyder, at brugeren ikke behøver adgang til internet – som er en mangelvare langs klinten.
  • App’en indeholder et helt univers af viden præsenteret i et væld af animationer, film, tekst, interaktive billeder og spil. Historierne er linket til kort, og ved hjælp af GPS ledes man frem til de rigtige steder at opleve historierne.

Derfor støtter Nordea-fonden

”Med sin flotte natur og fascinerende historie er Stevns Klint en attraktion i international klasse, som nu med Nordea-fondens støtte kommer til sin fulde ret med en top-moderne formidling. Vi håber, at Stevns’ mange historier giver nye indsigter og oplevelser til store som små,” siger Mogens Hugo, bestyrelsesformand i Nordea-fonden, der støtter aktiviteter, der fremmer gode liv. Fonden støttede også etableringen af Koldkrigsmuseum Stevnsfort.