Vandrefalken

Verdens hurtigste rovfugl yngler langs Stevns Klint.

Vandrefalken er et sjældent syn, for den foretrækker at bygge rede på klippevægge, og dem er der ikke mange af i Danmark. På Stevns Klint er vandrefalken dog en fast beboer, fordi små afsatser på klintens lodrette klippevægge er perfekte til at bygge rede på. I Danmark yngler vandrefalken også på Møns Klint og ved Hammerodde på Bornholm.

Selvom vandrefalke holder af de danske klipper, så forsvandt vandrefalken fra Stevns Klint i 1950, og fra 1972 ynglede den ikke længere i Danmark. Vandrefalken kunne nemlig ikke tåle sprøjtegiften DDT, som landmænd sprøjtede med fra 1940’erne og indtil sprøjtegiften blev forbudt i 1969.

Derfor var det en stor begivenhed, da vandrefalken i 2004 atter skuede majestætisk udover Stevns Klint, og da det tre år senere lykkedes et vandrefalkepar at få to unger på vingerne. Siden da er vandrefalken hvert år vendt tilbage til Stevns Klint for at yngle. Fra 2007-2011 har vandrefalkepar fået 14 unger.

Vandrefalke fodrer de sultne unger i reden på klinten med andre fugle, og den er kendt for sin jagtteknik og hurtighed. Når den har udset sig en mindre fugl som bytte, tager den højde og samler vinger og krop som et projektil. Med mere end 300 km/t slår den sit bytte ihjel eller bevidstløst.

Foto: Thomas W. Johansen

Læs hele historien

Andre historier fra Kalklandet